16.10.19 Mindeord for Julie.

Jeg har det ikke så godt
? Hvorfor ?
Flad, alene uden kontakt til nogen. Værested; Ah nu fik jeg det bedre jeg har ferie. Nåh. Tilgivelse.
Bevidsthed.
Kan ikke lide at have ferie for meget tid at tage af.
Mmh…
Gåtur?
Har været overalt.

Sex. Er overstået. Mad. Er overstået. Søvn. Etc. Er overstået.

Film? Kan bedre lide at skrive. Hvor er dine forfølgere?
De er væk nu.
Har drukket for meget sprut. Har ingen at tale med. Vil ikke bede Gud om tilgivelse. Det er begyndt at blive dumt. Han er nok træt af mig og mine procenter. Der er meget snak om nåde alle steder. For meget. Hvad med evangelisation. Gad vide, hvordan Henrik(navnebeskyttelse) har det. Han fik to medistere og rødkål – Nogen tænker på ham – MIG.
Gud kan ikke blive ved med bare at tilgive og tilgive og tilgive. Han må da blive træt af mig og det er helt berettiget.
Det giver alligevel heller ikke noget gennembrud. Jeg kommer på højkant ja – og prøver at passe studie og butik m.m. Svømmehallen var en stor fiasko. Jeg kan åbenbart ikke lide at svømme. Har ellers altid fuldt ordrene; præsten, læreren, psykologen. Nåh. En cykeltur kan man altid tage. Jeg har nok en sjæl.
Hvad kan man finde på en regnvejrsdag i Oktober?
Det kniber med kontanter og studere kan man jo ikke hele tiden. Det med Henrik var godt – sjæl til sjæl. Har selv boet der jo. Blandt de hjemløse. Hård tid. Det var der det begyndte. Sprutten. Havde jeg ikke købt en Jack Daniel´s og startet på det så havde jeg taget kniven istedet for.
Men det med Gud irriterer mig. Overbærende, barmhjertig og så fremdeles. Han er nok pisseligeglad med mine bønner, men besvarer dem dog. Måske i en form for guddommelig arrogance, men tilgive det gør han. Igen og igen og igen.
Nåh. Troede der var bøn hos apostolerne og var i min parallelverden i bøn for dem. De Satans psykologer har gjort mig helt forvirret – på den ene side går det ikke jeg bilder mig ind at alt mit sind producerer er ægte, men min intuition kender til den ægte vare og jeg må stole på at nogen gange så kommer der altså et resultat ud af min indgriben i astralplanet(i den fysiske verden). Nåh nej. Det må jeg hellere nævne. Jeg er lutheraner så det hedder – gudsrigets dimension. Versus antikrists´ selvfølgelig.
Nåh ville ikke tage mere af din tid end højst nødvendigt. Bare fortælle “H” at jeg nok skal prøve at skære lidt ned på procenterne og egentligt bare øve lidt kærlighed hos dem jeg kender og give dig lidt ære med.
Nåh. Psykologerne… Et kapitel for sig. 2 ½ år på institution. I ren og skær kedsomhed åd vi 10kg. oksekød og drillede køerne. De ansatte blev skidesure. Ved ikke om det var fordi jeg udøvede eksorcisme over for en af de andre eller om det var fordi vi gav dem vores medicin. Om ikke andet… Begge dele var sjovt. Tiden gik med at sidde og fylde plastikposer med raw-pluks – 10 stk´s 4 timer om dagen. Det vil sige det gjaldt de andre; jeg strejkede efter en uge. Men køerne fik altså vores medicin, dvs. mine venners, imens de heilede til dem… Psykopaten, den depressive og så mig skizo´en. Og råbte nationalsocialister!!!!!!! Det var nok autisten, der meldte os. Men han spiste også kun pølser.
Så til mødet hos ledelsen, Anette, Winnie, Lotte, var de lidt stramme i betrækket. Reprimande hedder det vist. Skibbyhøjs kollektive bevidsthed, dvs. fællesskabet i alm. nudansk sprog, kunne ikke klare vores esoteriske udfoldelser(dvs. livsglæde så campisterne også kan forstå hændelsen : ) De andre nærede vist “frygt” for os. Jeg selv kunne ikke være mere ligeglad. Vores ædegilde var den sjoveste dag jeg havde haft i det årstid jeg havde været i “behandling.” Nåh. Psykologen så i det mindste godt ud!!!
Ellers gik dagen med at studere. Jeg blev jo klassisk sproglig student på Helsingør gymnasium før sammenbruddet så den livsglæde de otte måneder på psyk ikke havde taget fra mig brugte jeg på at genoptage min passion for læsning.
Al min tid gik med at læse faglitteraturen for institutionens personale så når jeg endelig dukkede op hos Winnie var jeg parat til at fremlægge min sjæl i håb om hun bare et øjeblik kunne bringe orden i den. Det lykkedes aldrig. Kognitiv terapi minder ellers meget om visse bibelske tankebaner. Hendes direkte parallel til Peter Plys´ forhold til honning og dem forstod jeg aldrig. Men jeg er selvfølgelig heller ikke fuldkommen.
Hvis nogen spørger mig, hvordan min tid, der, var er det bedste svar at der ingen tid var. Måske er det sådan evigheden er. Men eksorcisme er sjovt.
På et tidspunkt under en seance vidste jeg ikke længere, hvor jeg skulle sende dæmonerne hen. Så jeg valgte at sende dem ned til de svageste i ren og skær rådvildhed. Der var, som sædvanlig, ingen gejstlig(kirkefolk), der besøgte os og det var sådan dagene gik.
Et par gange om ugen til psykolog, lidt arbejde, lidt studie, lidt kreativt; lidt af det hele, men ingen løsning!!!
Så efter 2 ½ år havde jeg fået nok.
Mit forhold til Gud blev sat på en hård prøve. Behandlerne med deres insisterende, nærmest messende, budskab om at alt i mit sind var i overensstemmelse med lærerbøgerne om skizo´er og at skemaerne kunne række ind over min fantasi, overskrive den og nå målet: selv at blive “psykolog(” Sex. Er overstået. Mad. Er overstået. Søvn. Etc. Er overstået”)”… Lod ikke meget plads tilbage til at tro om den almægtige overhovedet stadig var hos mig. Måske var det derfor Julie begik selvmord – fordi “JESUS HAVDE FORLADT HENDE?!” Men det var selvfølgelig også kun der jeg havde sendt dæmonerne ned(Lindely).
I eftertænksomhedens dystre skygger lod det med tid, og mangel på samme, på det sted, mig tilbage med et spørgsmål. Dybt inde i mig – det sted, hvor der var fred. For behandlere og Satan begyndte det at ulme. For hvis parterne har ret i at jeg måske ikke er “mig” og at kognitiv terapi er hævet over min sjæl. At mit sammenbrud måske ikke havde noget med min overgrebsmand at gøre, der for resten var troende, og når, der ingen gejstlige kommer fra den nærliggende kirke og tiden bare går og går og går. Og til sidst ikke længere synes at eksistere. Så melder det sig. Som om den sidste rest af virkelighed, der er tilbage prøver at give et kys til den skal man kalder Henning. Spørgsmålet: Findes JEG? Jeg ved Julie er hos Jesus nu!!!!!!!
JULIE sidder hos ham på en stol af guld – ikke længere i mørket med barberbladene. Hun sidder nu og leger med ædelstene og diamanter. Hendes sind er i fred nu. Hun hører kun sin egen stemme og væk er pater og mater´s råb og skrig. På hendes guldstol står, som var det skrevet udaf livet selv: “JEG SÅ DIG”

REMEMBER TO CHECK “DONATIONS AND LINKS”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *